Derfor er Android en kommerciel fiasko

4 kommentarer

Ja, i hvert fald for producenterne! Efter jeg har opdateret min gode gamle iPhone 3G til iOS 4, er den blevet sløvere end Fiat Regata fra ‘83. Oven i købet ville min Home-knap ikke virke… Så jeg måtte jo på markedet efter en ny telefon. Og jagten blev sat i gang. Eftersom iPhone 4 først udgives den 30. juli i Danmark, og jeg tager til Mexico i et halvt år den 26. juli (mere om det i mit næste blogindlæg), er iPhone 4 ikke en reel mulighed. Dermed står Android tilbage som pretty much den eneste mulighed. Derfor begyndte jeg at kigge lidt på Googles bud på mobilsoftware.

HTC Desire og Google Nexus One ser ud til at være de to modeller, der er mest populære inden for ‘Droid-verdenen. Men bare for lige at undersøge alle muligheder ville jeg tjekke de andre producenters bud. Og her er hvad jeg har fundet frem til udover de HTC’s store serie af Android-telefoner:

  • Samsung Galaxy S
  • LG Optimus
  • Sony Ericsson Xperia X10

Okay, så de eneste, der ikke er med på Android-bølgen, er Nokia… Eller hvad? Tjah, de prøver da at skille sig lidt ud med deres eget operativsystem, som de udvikler i samarbejde med Intel — det hedder MeeGo. Uden at kende meget til virker det til at være ret meget et ripoff. MeeGo kører nemlig også på Linux-kernen ligesom Android og byder på mange af de samme features. So what’s the difference?

Anyway, så slog det mig, at nærmest alle Android-telefonproducenter laver telefoner med en 3,7 tommer AMOLED-skærm, en Qualcomm Snapdragon-processor på 1 GHz (QSD 8250), 512 MB RAM, kamera på 5 megapixels, aGPS med kompas og alt det der. Og nu kommer min pointe: Hvad i alverden er forskellen? Hvorfor skulle jeg vælge en Samsung Galaxy S frem for en HTC Desire? Eller en HTC Legend frem for Google Nexus One? Eller noget helt andet? Ja, der er da nogle forskelle i det fysiske design, men er det virkelig det? Er mobilproducenterne så lidt i stand til at gøre deres telefoner unikke, så folk kan forstå forskellen? Ja, jeg har læst, at Samsung vistnok har lavet et eller andet, de kalder Social Hub. Men jeg har ikke fanget hvad det går ud på, så det betyder egentlig ikke noget for mig.

Det er som om at de respektive telefonproducenter har mistet en masse af deres identitet: Man køber ikke længere en Samsung-telefon eller en Sony Ericsson — man køber en Android-telefon. Mit indtryk er, at det er HTC, der ridder bedst på Android-bølgen, og at de andre bare følger efter. Det lyder ikke som nogen kommerciel succes for Samsung, LG og de andre hoveder. Hvad med at skille jer lidt ud for pokker? Jeg beklager, at jeg bruger dette lidt fancy udtryk, men hvor i alverden er Samsungs Unique Selling Proposition? Hvad er det, der gør, at de skiller sig ud? Nothing in my opinion!

Så lad mig lige summere. Jeg synes, at Android ser ud til at være en rigtig god platform, der i den grad er i stand til at battle Apple. Men kommer det til at blive en god forretning for Android-producenterne? Kommer Samsungs direktør til at sidde og gnide sig i hænderne over den store succes, som Apples Steve Jobs jo har oplevet med iPhone 1, iPhone 3G, iPhone 3GS og sandsynligvis også iPhone 4? Jeg tror det næppe, og derfor mener jeg, at de ret ukreative producenter må tage sig sammen og udvikle nogle unikke produkter for at kunne høste samme succes som Apple. Just my 2 cents.

Print, bogmærk eller del dette indlæg:
  • email
  • PDF
  • Print
  • Digg
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Google Bookmarks
  • FriendFeed
  • LinkedIn
  • MySpace
  • StumbleUpon
  • Twitter

4 kommentarer (+add yours?)

  1. Mads
    18. juli 2010 kl. 04:12

    Der er ikke SÅ mange muligheder for at variere hardwaren til AndroidOS, så det producenterne kan gøre, er at ændre på softwaren. Desire har f.eks. fået en del ros for deres skal, som de har lagt over AndroidOS. SonyEricsson har, til deres Xperia X10, også deres egen skal, som er en del anderledes end standard AndroidOS.

    Som forbruger, kan man jo også være ret ligeglad med hardwaren, ud fra det synspunkt at man skal kunne holde ud af bruge telefonen – uanset hvor god hardwaren så end er. Det er her softwaren kommer ind i billedet, og i mine øjne også her hvor Steve har ramt plet med iPhone’en – den er meget nem at bruge, men den er faktisk ikke ret kraftig, hardwaremæssig.

    “Men jeg har ikke fanget hvad det går ud på, så det betyder egentlig ikke noget for mig.”

    Hmmm… Så ting du ikke kender, eller gider sætte dig ind i, kan på ingen måde tænkes at være relevant for dig? Social Hub er ikke den store revolution, så i dette tilfælde har du nok ret, men det siger måske lidt om hvor grundig du er i dine undersøgelser af produkterne på markedet.

    At du kalder Android en kommerciel fiasko, er faktuelt forkert – der er MANGE telefoner baseret på AndroidOS, og f.eks. Motorola Droid har solgt rigtig pænt. Flere undersøgelser, tidligere på året, viser at der var flere AndroidOS baserede telefoner, end iPhoneOS telefoner, i brug.

  2. Sebastian Brandes Kraaijenzank
    18. juli 2010 kl. 09:31

    Jeg lægger lige Michael Lind Mortensens kommentar herind — min ven Michael kom nemlig med en kommentar på Facebook til mit indlæg:

    Hmm.. Der er nu en række forskelle mellem produkterne, bl.a. i form af robusthed, vægt, inputmuligheder, pris, support, design mm.
    Ved iPhone har du det problem, at du er fanget ved Apple. Kan du ikke li’ Apple som firma og stoler du ikke på dem, jamen så tough shit! Stoler du derimod ikke på HTC, jamen så vælg i stedet en Samsung, hvor du måske har mere tillid til Samsungs kvalitet og integritet som firma (blot et eksempel.. har ingen grund til at tro HTC ikke har integritet). Det at Android distribueres frit giver øget konkurrence, da alle producenter pludselig skal konkurrere på andet end software.. de skal konkurrere på perks, support, interaktion og design som hovedområder.. Det betyder først og fremmest en forbedring for kunden, da kunden derved får et bedre produkt til en billigere pris, men vi ved også erfaringsmæssigt konkurrence på markedet er godt for virksomhedernes udvikling og innovation.
    Det faktum at Android distribueres som det gør resulterer, ud fra mit synspunkt, netop i Apples fiasko med iPhone 4 (som jeg pt formoder det ender med, i hvert fald sammenlignet med deres tidligere product releases) og vil resultere i virksomheder som Samsung, Motorola, HTC m.fl. får fod på markedet igen og får hevet nogle markedsandele tilbage fra Apple.

    Og hvad angår forskellene. Motorola Milestone har f.eks. fysisk tastatur og software tastatur, Samsungs Galaxy S kan vist nok integreres med Samsung TV og bruges som fjernbetjening mm… Hver producent fokuserer på noget forskelligt og hver af dem har forskellige perks og forskelle.. Granted der er nogle dårligere produkter imellem også, men der er nu stadig rigeligt med store konkurrenter til Apples iPhone. Og får Samsung, HTC m.fl. først kunderne til at købe fra dem fremfor Apple, så er det sandsynligt de bliver ved med at købe fra den samme producent næste gang, medmindre producenten giver dem en grund til at lade være.

  3. Sebastian Brandes Kraaijenzank
    18. juli 2010 kl. 09:48

    Til jer begge, både Mads og Morten: Forstå mig ret. Jeg synes, at Android virker som et glimrende alternativ, og jeg næsten fast besluttet på, at min næste telefon bliver en Google Nexus One med Android 2.2.

    Men jeg synes faktisk, at jeres pointer er meget sigende. Mads, du nævner, at de forskellige producenter leger lidt med selve skallen (eller skin’et om man vil), som ligger oven på Android-kernen. Hvis det er det eneste punkt, hvor man virkelig kan se forskellen mellem en Android-telefon fra HTC og en Android-telefon fra Sony Ericsson (for eksempel), har jeg så ikke ret? Så er der jo ikke ret meget forskel?

    At konkurrencen øges, nu hvor producenterne begynder at tage Android til sig, giver da ingen logisk mening. Før kunne producenterne konkurrere på alle parametre: design, udtryk, vægt, hardware og software m.m. Men nu hvor de alle kører på Android, så har de alle sammen valgt mere eller mindre den samme hardware og software. Så kan man jo ikke konkurrere på de to punkter længere. Dermed er konkurrencemulighederne reduceret.

    Du nævner også nogle interessante ting, Michael. Robusthed? Hmm… Altså du mener, at den givne telefon rent faktisk ikke falder fra hinanden? Well, jeg er ikke håndværker, så det er begrænset hvor meget fysisk stress jeg udsætter min telefon for. Vægt? Ja, den er interessant, men der vil jeg understrege min pointe igen: Langt de fleste Android-telefoner, jeg har kigget på, vejer næsten det samme. Heller ikke her prøver producenterne at skille sig ud. Inputmuligheder? Altså så længe den kan sættes til min computer, så jeg kan overføre musik og synkronisere den, så jeg er ligeglad, om det er USB, FireWire, COM1 eller noget helt andet. Jeg tilslutter min telefon til computeren et par gange om måneden — så om det virker på den ene eller andet måde — ja, det er jeg ret ligeglad med.

    Du nævner også nogle andre småting som pris, support og design. De koster jo for Sørensen alle sammen det samme! Support? Hvad skal jeg bruge det til? Jeg har haft min iPhone i over 2 år, og jeg har aldrig kontaktet hverken Telias support eller Apple for at klage over min iPhone. Min pointe med dette indlæg er at fortælle, at de helt små ting, som producenterne konkurrerer på, ikke gør en betydelig forskel for mig i hverdagen. Samsung har lavet en feature, der gør, at telefonen fungerer som fjernbetjening til et Samsung-tv. Okay, vildt… Mon ikke der er en iPhone App, der kan klare det samme, hvis man nu har iPhone?

    Den måde, jeg ville bruge min telefon på, ville være helt den samme, om jeg brugte HTC Desire eller Motorola Droid. Jeg tjekker mails, bruger min kalender, surfer på nettet, tager gode billeder, tjekker Facebook, bruger min SSH-klient, skriver nye indlæg med min Wordpress-app, sender billeder via MMS osv. De daglige ting, man jo gør (og som er klart de vigtigste features), er jo 100 % de samme, hvadenten man har en HTC eller Samsung. Så hvor i alverden er det, at de skiller sig ud?

  4. Lemming
    21. juli 2010 kl. 02:31

    Giv tid!
    Android er stadig et meget nyt OS, og når det så endda “tæsker” Apple’s iPhone på åbenhed, muligheder og – ikke mindst – pris, så er det klart at en masse mobil fabrikanter hopper på denne vogn fra starten.
    Faktisk mener jeg vi skal være glade for at der allerede er så mange forskellige terminaler (foretrækker det udtryk frem for mobiltelefoner når det gælder denne type), hvortil der bliver udviklet så mange nye applikationer og som bliver gennemtestet, for inden for det næste år til to vil der komme mange forskellige terminaler med vidt forskellige funktionaliteter på markedet – alle kun med det til fældes at de kører Android OS!
    Oven i det kommer at inden jul kan vi forvente en del tablet og netbook produkter der også kører Android, igen med masser af forskellige konfigurationer – og her er hvor det begynder at gå stærkt.
    Det helt store problem lige nu er nemlig manglen på drivere til Android, så det er i virkeligheden ikke terminal fabrikanterne du skal bebrejte, men derimod komponent leverandørerne – der ikke endnu har skrevet de fornødne drivere til at deres komponenter kan køre på Android.
    Faktisk tror jeg at Steve Jobs skal skynde sig at tjene så mange penge som han overhovedet kan på sin iPhone og iPad platform, for om ganske få år har alle disse lidt den samme skæbne som Palm – hvis du overhovedet kan huske hvem eller hvad det er.

Skriv en kommentar